Det feminine kalder os ind i nærvær, sanselighed & nuets skabende kraft

Jo mere jeg embracer alle sider af det feminine, desto mere lander jeg i livet.

Som en virkelig sansende og levende tilstedeværelse i min krop, i mit hjerte, i min sjæl.

Det er som om, jeg giver mig selv liv – igen og igen.

Jeg mærker en dybere jordforbindelse og en blid, men kraftfuld forbindelse til mig selv. Til det, jeg i virkeligheden er.

I mange år af min rejse har jeg søgt mod det høje og det lyse. Jeg har strakt mig mod stjernerne, mod det guddommelige, mod lysets riger. Og det har været smukt og sandt – men noget manglede for at skabe en mere dybdegående balance.

I perioder var det svært for mig at rumme, at mørket overhovedet fandtes. Jeg undgik det helst. Det føltes fremmed, skræmmende, uønsket.

Men lidt efter lidt, og især i de seneste år, er jeg begyndt at se mørket i øjnene. Det kaldte på mig dybt indefra.

Jeg mærkede, at det gemte på en vigtig nøgle. En nøgle til livsglæde. Til nærvær. Til ægte tilstedeværelse – og dermed til at kunne være medskaber af den verden, jeg ønsker at se blomstre på Jorden.

Det her mørke er forbundet med den guddommelige livmoder og den dybe urkraft, der ligger i os, i jorden og kosmos.

Det er gennem frygt, at mørket dæmoniseres – i dets frisatte form er det lig med liv, skønhed, nydelse, kærlighed, dybde …

Det er det, det feminine inviterer os ind i: Nærvær. Sanselighed. Livets pulsslag. Nuets dybde.

Livet rummer alle nuancer. Alle følelser. Alle sansninger. Og jo mere jeg tør se mit eget indre mørke i øjnene, jo mere oplever jeg en frihed. En frisættelse af alt det i mig, der engang føltes forkert, gemt væk eller for meget.

Når jeg forbinder mig med den feminine dybde – mørket, livmoderen, underverdenen og jordens visdom – så åbner jeg også adgang til endnu højere og lysere frekvenser. Men denne gang uden at flygte. Denne gang med rødderne plantet.

Før i tiden kunne jeg let flyve væk – op i lyset, ud af kroppen – og miste min jordforbindelse. Og det skabte en indre uro, jeg ikke helt forstod dengang.

Nu står jeg meget mere rodfæstet. Og herfra kan jeg rejse frit i min bevidsthed, i mit energifelt, i kontakt med både himmel og jord.

Jeg mærker, at det er en del af min sjælsrejse – ikke kun i dette liv, men gennem mange liv – at balancere, transformere og samle. At væve helhed.

At give ny form til gamle energier. Opgradere dem. Lade det, der har været stagneret, blive levende igen.

Og i netop dette liv – i dette overgangspunkt mellem verdener – åbner der sig muligheder, som vi aldrig før har haft. Det gælder også for det feminine. Der ligger en helt ny form klar til at blive født gennem os, hvis vi tør sige ja.

Vi kan først “stige op” (i vibration), når vi også kan stige ned og se alle dele af os selv med dyb bevidsthed og i kærlighed.

Når vi giver slip, slipper vores identiteter og overbevisninger, så omfavnes vi af det feminine mørke, den guddommelige livmoder, hvor vi forbindes med vores dybeste essens og indre lys – og det er en naturlig del af udviklingsvejen mod vores smukkeste potentialer.

Det er her, hvor vi genfødes igen og igen, ind i helheden, kærligheden og den universelle kraft.

Og det er gennem denne genfødsel at vi føder de nye energier og tilstande ind til jorden.

Det er, når vi anderkender og elsker alle dele af os selv, at vi sættes fri ind i vores helhed.

Det er når vi virkelig åbner os for det feminine og det hellige mørke, at det maskuline og hellige lys kan åbne sig i os.

Under onlineforløbet Feminine Embodiment, er vi startet ud med at arbejde sammen med Lilith & Eris, og det var meget spændende at mærke deres energier, både deres sorger og deres frisatte guddommelige form.

Det var en form for evolutionerende feminint udtryk.

Næste gang åbnes feltet gennem Medusa & Gudinden Sofia, og kan mærke de begynder at arbejde mere og mere i mig. Mærker en indre skønhed, der blomstrer og en kraftfuld gudinde energi.

Ønsker dig en smuk dag.

Kram Anne Sofia